ALBERTE WINDING BAND

LØRDAG • 11. NOVEMBER • 20:00

Dobbelt op på Alberte Winding - spar 10% på koncertbilletten!
Torsdag den 9. november kl. 19:00-21:00 kan du allerede opleve Alberte Winding fortælle om sin seneste bog Hvad jeg tænker mens du taler på Rødovre Bibliotek.
Pris: 40 kr. Billetter kan købes via rdb.dk eller på biblioteket.

Hvad jeg tænker mens du taler er en roman om at stå midt i livet og miste sit fodfæste, sin mor, sin egen rolle som mor, sig selv. Om den tabuiserede kvindelige vrede og om at finde sin stemme på ny.

Aftenen forløber som en samtale mellem Alberte Winding og en litteraturformidler fra biblioteket. Der er mulighed for at købe bogen efterfølgende og få den signeret af forfatteren.
Køber du billet til arrangementet på biblioteket, får du 10% rabat på billetten til koncerten med Alberte Winding i Viften 11. november. 

Der er mulighed for at opleve højdepunkter fra en lang og poetisk musikalsk rejse, når Alberte Winding giver koncert i Viften den 11. november 2023. Sammen med sit velspillende band tager Alberte Winding publikum med på en rundtur i et repertoire, der strækker sig fra store hits som ’Lyse Nætter’ og ’Tænder på et kys’ over ’Fredes sang’ og frem til de smukke numre fra hendes seneste album. Orkestret spiller sig ind på den del af livet, der er poetisk, og forsøger at skabe et rum, der omsætter en kold tid til noget varmt og bærbart. ”Vi har prøvet at samle noget melodiøst og sangbart, gamle hits og numre, der kan søsætte en god anekdote. Det er sange skrevet ud fra perioder med små børn og med store, med ny kærlighed og alt det lys, der kommer gennem sprækkerne,” fortæller Alberte, som de fleste danskere er på fornavn med.

Med sin nærværende stemme og sine hverdagspoetiske tekster har Alberte rørt både børn og voksne i mere end 35 år. Hun har gjort sig bemærket som både skuespiller og forfatter, men musikken har været hendes hovedfokus, siden hun udgav sit selvbetitlede debutalbum tilbage i 1985. Efterfølgende er det blevet til en lang række pladeudgivelser og et utal af optrædener i forskellige konstellationer. Efter Albertes bogudgivelser: bestselleren Kastevind og efterfølgeren Småt Brændbart, fortsætter historierne i musikken - live på scenen - med sange fra det omfattende repertoire.

ALBERTE WINDING BAND:
Alberte Winding: sang
Andreas Fuglebæk: guitar/kor
Martine Madsen: guitar/kor
Marie Louise von Bülow: bas/kor
Mads Andersen: trommer