DOKUMENTARFILM:

CORNELIS VREESWIJK: NOGLE GÅR RUNDT I UDTRÅDTE SKO 

INTRO OG MUSIK AF MICHAEL CHRISTOPHERSEN OG NANA SCHWARTSLOSE

TORSDAG • 29. FEBRUAR • 18:30

Dokumentarfilm om Cornelis Vreeswijk: ”Nogle Går Rundt I Udtrådte Sko”
Med intro og musik af Michael Christophersen
Viften den 29/2 kl. 18.30

Cornelis Vreeswijk - poet, visesanger og vildbasse
Cornelis Vreeswijk havde humor og var fyldt af socialindignation. Han var måske lige så meget det, vi i dag kalder Standup’er, som han var visesanger. Han var på de fattiges og underpriviligeredes side - de svenske myndigheder var fjenden.
Han havde temperament - problemer med at styre det og var sygeligt jaloux. Han måtte i fængsel for et overfald på en transvestit, og skattevæsnet var efter ham, hvilket bl.a. var skyld i, at han flyttede til København, hvor han boede i flere år på flugt fra det svenske skattevæsen.

Men både arrangører, fængselsbetjente og publikum elskede ham og hans fejlbarlighed. Når han var ædru, var der ingen problemer. Uden at gøre noget specielt nummer ud af det, tog han lige så stille rummet han var i, med sin udstråling og historier, fortæller folk der kendte ham.

Cornelis og Michael Christophersen
Journalist og musiker Michael Christophersen introducerer dokumentarfilmen "Nogle Går Rundt i Udtrådte Sko" med musik og baggrund om Cornelis Vreeswijk - også med en vinkel på hans tid i København. Michael Christophersen fortæller yderligere om sit personlige forhold til Cornelis:

”Min mor elskede Cornelis Vreeswijk, og jeg blev udsat for den svensk-hollandske troubadour som barn. Mor kunne finde på at ta' mine hænder og tvinge mig rundt i en vals til Cornelis' udgave af 'Dansen på Sunnanö.' Jeg har nu ikke taget skade, og her mange år efter hendes død må jeg give hende ret: Cornelis er noget ganske særligt. Især hans humor, hans sangstemme og fantastiske svenske udtale og en helt utrolig bluesfeeling. Mange af hans sange er som kunstværker, de er værd at genbesøge og bruge tid på - varme sig ved og more sig over.

Jeg har beskæftiget mig en hel del med Cornelis og lyttet til mange af hans omkring 700 sange. De efterhånden mange gange, jeg har holdt koncertforedrag om ham, vækker hans sange genklang hos publikum, de kan stadig røre os. Mange af sangene er reportageagtige fortællinger (som ung drømte han om at blive journalist). Andre sange er opstået som digte, som han sidenhen satte musik til. Han arbejdede hårdt for at blive digter. Han endte med at blive folkekær.

Nu - 36 år efter sin død - er Cornelis igen aktuel med den dokumentarfilm, som skal vises om ham i Viften. Inden filmen vil jeg give lidt baggrund om Cornelis, om hans ret vilde liv - meget om musikken, lidt om kvinderne og en del om hans tid i København. Kontrabassist Nana Schwartslose og jeg vil spille og synge en del af hans allerbedste sange.”

Varmt velkommen til film, historier og musik om Cornelis Vreeswijk i Viften den 29/2 kl. 18.30.