STACEY KENT [US]

LØRDAG • 25. NOVEMBER • 20:00

Stacey Kent leverede en enestående koncert, sidst hun gæstede Viften til en fuldstændig udsolgt koncert i foråret 2022. Nu kan vi glæde alle med, at hun er tilbage i Viften lørdag den 25. november.

Politiken kalder hendes stemme for ”fløjl til øregangene uden nogen form for mislyd.” Og det er, hvad Stacey Kent besidder: En gudsbenådet stemme med en fuldstændig ubesværet frasering og silkeblød klang. Til efteråret kan du igen opleve den amerikanske jazzsangerinde i Viften!

Kærlighed baner vejen til berømmelse

Historien om Stacey Kents rejse til international berømmelse lyder som et Hollywood-script. En amerikansk sprogstuderende besøger Europa for at studere fransk, italiensk og tysk. Hendes liv tager imidlertid en uventet drejning, da hun møder saxofonist Jim Tomlinson. På Londons mange musikscener forfølger de sammen drømmen om et liv inden for musikken. I dag er de gift, og Stacey Kent er én af verdens førende jazzsangerinder.

Anerkendelser og priser
Den Oscar-vindende sangskriver Jay Livingston siger om hende: "Stacey Kent er en åbenbaring. Ingen nulevende sanger kan sammenlignes med hende. Hendes stil minder om Billie Holiday og Ella Fitzgerald. Hun synger ordene, som Nat King Cole - rene, klare og næsten konverserende med perfekt frasering. Så bliver det ikke bedre."

Hun har udgivet syv albums, herunder The Boy Next Door (2003), som opnåede guldstatus. Af priser har hun vundet: British Jazz Award (2001), BBC Jazz Award for bedste vokalist (2002), Backstage Bistro Award for bedste liveoptræden (2004) og ’Album of the Year’ for Jim Tomlinsons album The Lyric, hvorpå hun var vokalist (2006).

Ifølge Politiken er hendes stemme ”nærmest narkotisk beroligende. Man bliver på en gang helt glad og aldeles afslappet, når hun synger. Alle bekymringer forsvinder fra ens sind, mens man lytter. Og når hun stopper, føler man sig en lille smule renset."
Der venter med andre ord en stor musikalsk oplevelse, når Stacey Kent tryllebinder publikum i Viften.

Dette er et siddende, nummereret arrangement.