CAROLINE HENDERSON - MIT LIV SOM HUN

LØRDAG • 4. OKTOBER • 20:00

Caroline Henderson – Mit liv som Hun
🎙️ Musik, fortællinger og personlig styrke i et musikalsk selvportræt

Efter en succesfuld premiere og udsolgte forestillinger i 2024 vender Caroline Henderson tilbage med sit anmelderroste one woman-show Mit liv som Hun. En personlig, poetisk og stærk fortælling om et kvindeliv levet med både skønhed og smerte, humor og alvor – leveret med varme, nærvær og musik i verdensklasse.

“Mit liv som Hun er en finurlig storytelling om at være frøken, fruentimmer, feminist – med begge hænder i opvasken og en fjerpen eller to i hatten,” siger Caroline selv.

Forestillingen er en unik blanding af koncert, kabaret og causeri. Gennem personlige historier, skarpe iagttagelser og sange fra bl.a. Joni Mitchell, Nina Simone og hendes egen rige bagkatalog, skaber Caroline Henderson et levende og vedkommende portræt af kvinden – og mennesket – bag scenen.

Anmelderne roste premieren i høje toner. Politiken skrev bl.a.:

"Caroline Hendersons musikalske selvportrætshow er både barskt, vredt, ømt, morsomt og underholdende… med en overlegen ro og et imponerende overskud – både menneskeligt og kunstnerisk.”

På scenen flankeres Henderson af to fremragende musikere: bassist Ida Urd Damm Bramming og guitarist Anna Roemer. Sammen skaber de en atmosfære, der veksler mellem natklub og intim teatersal – understøttet af et stemningsfuldt og raffineret lysdesign af Theis Wermuth.

Caroline Henderson er én af Danmarks mest markante stemmer – både musikalsk og menneskeligt. I Mit liv som Hun forener hun det hele i et show, der både bevæger og begejstrer.


Nummererede pladser.