
JAN HARBECK QUARTET
SØNDAG • 22. OKTOBER • 15:00
Den karismatiske tenorsaxofonist og komponist Jan Harbeck har seks udgivelser i rygsækken, han har vundet en Danish Music Award, ligesom han har modtaget både Bent Jædig prisen og den prestigefyldte Ben Webster pris. Jan Harbeck, og hans gennem en årrække faste gruppe, har længe været en fast ingrediens på de fleste af landets jazzscener, ligesom bandet har spillet med stor succes rundt omkring i Europa. Bandets udgivelser har gennem det sidste årti været blandt de absolut bedst sælgende danske instrumentale jazzplader. Jan Harbeck spiller udover egen kvartet med orkestre som Tivolis Big Band, Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band, The Orchestra og i trommeslageren Snorre Kirks band.
Harbecks stemningsfulde og udadvendte spil befinder sig i den store swing-tradition. Han fremstår aldeles original, ekstremt stilsikker og som en musiker, der graver dybt i sin jazz og som kender betydningen af nærvær. Kun få er i stand til at blæse så megen sjæl i en jazz-ballade som ham. Thomas Michelsen skrev således i Politiken: ”Vi havde engang Ben Webster til at vække sjælen. I dag har vi Jan Harbeck!”
Jan Harbeck dyrker klangen. Når han står foran sit eget eller andres bands, med øjnene lukket og venstre spidse sko helt fremme, lytter han til lyden af sin tenorsaxofon og gruppens helhed. ”Da jeg var ung, koncentrerede jeg mig om, hvad jeg skulle spille; nu kommer musikken af sig selv; lyden og tonen er essensen for mig. Den må være fuldtonet, og følelsen skal være der. Ben Webster var min første inspiration, og så kom Paul Gonsalves. Det er den tradition, jeg elsker. Det handler om at spille fra hjertet. Det er en lyd, ’a sound.’ et sprog,” siger Jan Harbeck.
Jan Harbeck Quartet består yderlige af Henrik Gunde; en af de mest efterspurgte danske jazzmusikere med sit elokvente, virtuose klaverspil, bassist Eske Nørrelykke; som med sin unikke minimalistiske stil udgør rygraden af kvartetten, mens Anders Holm forener swing og groove med karisma og underspillet finesse på trommerne. Kvartetten er i stand til at skabe en intim verden med et perfekt akustisk balanceret lyd, hvor intet kommer mellem publikum og musikerne.
”Når man spiller musik sammen, er det vigtigste, at man vil hinanden det allerbedste. Jeg elsker at spille sammen med de skønne musikere og mennesker i vores orkester og føler mig meget privilegeret.” Uden mindste forbehold er Jan Harbeck begejstret for den kvartet, han siden 2007 har stået i spidsen for.